Klimakampen kræver drakoniske tiltag

Kronik, publiceret i Politiken, den 4. maj 2022

Vi er alle nogle dovne svin. Derfor skal vi finde sammen i et fælles overjeg, som kæmper mod klimakatastrofen. Ligesom det trods alt er lykkedes os – menneskeheden – at finde sammen, når det gælder atombomben og andre forfærdelige ting. Vi KAN faktisk godt. Og det er ikke totalitaristisk at lave regler, der begrænser menneskers klimaskadelige handlinger. Det er tværtimod vores eneste vej frem.

Hur kan en människa bli så lat? synger Cornelis Vreeswijk i ”Telegram för en bombad by”. Hvordan kan et menneske blive så dovent? Det menneske, han synger om, er en soldat. Soldaten ORKEDE ikke at gå en lille omvej uden om jegets hus og sprængte derfor huset i luften.

Denne gamle anti-krigssang randt mig i hu for nylig. Vi havde været i sommerhus og stoppede på hjemvejen et gyseligt sted i nærheden af Nyborg. Stedet var oversået med tankstationer og fastfoodrestauranter med drive in-afdelinger: McDonalds, Burger King, Carl’s Jr, Circle K, Monarch. Stedet henvendte sig til bilister – der var ingen gangstier, ingen legepladser, ingen grønne områder – og det var tydeligvis hensigten at gøre livet så let som muligt for disse bilister. De behøvede end ikke lette røven fra sædet for at få noget at spise eller drikke. Det var tankevækkende at se omgivelserne, for det flød med skrald, selvom der var skraldespande nok. Men de mængder af emballage, som stedet producerede, var øjensynligt overvældende. Ligesom indtrykket af den menneskelig dovenskab var overvældende. Hur kan en människa bli så lat?

På dette frygtelige sted virkede det pludselig oplagt, at både miljøproblemer og klimakrisen hænger direkte sammen med et menneskeligt karaktertræk: Dovenskab. Fordi vi vil have det så nemt så muligt – i livet. Vi vil have kaffe i papbægre, fordi vi vil have friheden til at køre videre med det samme. Vi vil have maden med os, i stedet for at sætte os ned og spise den, fordi vi vil spise på vejen eller et sted, vi selv vælger. Taber vi et stykke papir, som blæser et par meter væk, orker vi ikke at løbe efter det og smide det ud. Findes den nemme løsning, så vælger vi den. Naturligvis. Vi er jo bare mennesker.

For vel er det nemt at pege fingre ad de umodne svin, der ikke kan finde ud af at rydde op efter sig selv. Noget langt mere modbydeligt er at mærke samme dovenskab i sig selv. For mit vedkommende måske ikke ligefrem med affald; dertil er jeg for 70’er-agtigt opdraget. Men på alle mulige andre måder er jeg selv lige så absurd dovent, når det kommer til miljøet og klimaet. Lige så absurd doven som den soldat i Vreeswijks sang, der hellere vil smide en granat end at være et ordentligt menneske.

Det naturstridige valg

Alene det at vi kørte i bil til sommerhuset var dovenskab. Vi kunne have taget toget og bussen. Det ville godt nok have forlænget vores rejsetid med adskillige timer, men det kunne have ladet sig gøre. Vi kunne også have udskiftet vores benzinbil med en elbil eller en delebilsordning. Det ville muligvis have været mere besværligt og dyrere, men det kunne have ladet sig gøre. Desværre var det utroligt nemt for os at pakke den gode, gamle bil og køre af sted.

Transport er i det hele taget et godt eksempel på, hvordan det næsten er umuligt for hovedparten af os at vælge det mest forsvarlige. Skal jeg til Bruxelles, har jeg valget mellem at bruge 15 timer i tog med 5-6 skift undervejs, eller 1½ time med fly. Det føles nærmest naturstridigt – og her tænker jeg vel at mærke på den menneskelige natur – at vælge toget. Også fordi flybilletter som regel er langt billigere. Det valg er umenneskeligt i den forstand, at det kun er de allermest tålmodige, oplyste og relativt velhavende individer, der er i stand til at vælge toget.

Bemærk ordet individer. Jeg mener selvfølgelig, at vi BØR vælge toget. Men vi bør vælge det som samfund. Som verdenssamfund. Vi bør som minimum regulere priserne, så man ikke er til grin for egne penge, hvis man tager toget. Formentlig bliver det også nødvendigt med en regulering af, hvor meget den enkelte må flyve, indtil klimaneutralt brændstof eller flybatterier er implementeret for alvor. Totalitarisme og formynderi, vil nogen måske sige, men for mig at se er det ikke totalitarisme at forsøge at imødegå klodens mest alvorlige trussel nogensinde. Det er en ekstrem situation, vi står overfor. Og ligesom man i nødsituationer indfører fx udgangsforbud eller mundbindpåbud, kunne man også sagtens forestille sig en regulering af menneskets brug af klimaskadelige teknologier. Ligesom vi i forvejen regulerer en lang række skadelige ting som alkohol, rygning, narko og våben. Truslen fra klima- og biodiversitetskrisen overgår, siger eksperterne, enhver krig, vi kan forestille os. Hvorfor skal vi så være moderate og fodslæbende i forsøget på at bekæmpe disse kriser?

Just because you can
Og hvor ekstremt er det egentlig, at det i en overgangsfase gøres vanskeligt for de fleste mennesker at – lad os bare sige flyve mere end en gang hvert andet år? Jeg er udmærket klar over, at det for nogen kan være nødvendigt at flyve, i forhold til familieliv eller arbejde. Men i disse tilfælde har mennesker vel også indrettet sig på, at vi KAN flyve ubegrænset. ”Just because you can,” som Dolly Parton synger i ”Jolene”.

Sangen handler om den underskønne Jolene, der så nemt som ingenting kunne forføre jegets, lad os for nemheds skyld sige Dollys, mand. Dolly kæmper sangen igennem en brav retorisk kamp for, at Jolene ikke skal gøre det, og mange af Dollys argumenter kan faktisk appliceres på klimakrisen: Vær sød ikke at gøre noget ekstremt skadeligt JUST BECAUSE YOU CAN. Det interessante ved sangen er, at Dolly ikke peger moralske fingre ad Jolene, selvom det ville være nemt. I stedet gør Dolly sig umage med at se sagen fra Jolenes side. Hun kan godt se, hvor nemt det ville være for Jolene: ”And I can easily understand / How you could easily take my man”. Og lige så nemt som Jolene kan score Dollys mand, lige så nemt er det for os at vælge de klimaskadelige løsninger – ”just because we can.”

Eller rettere sagt: NÅR det er nemt for os, NÅR vi så let som ingenting KAN vælge noget, der er skadeligt for klimaet, så kræver det en retoriker af Partons kaliber at få os til at indse, at det er forkert. Og da vi næppe alle kan gå rundt med Dolly i jakkelommen, må vi slutte os sammen og skabe et fælles overjeg. Et overjeg, der taler imod de handlinger, som falder os så usigeligt nemt, men er problematiske.

Nu vil nogen måske indvende, at det ikke ligefrem kræver en doktorgrad i etik at holde nallerne fra andres kærester, men det er ikke pointen her. Pointen er, at sangen på et mere abstrakt niveau udstiller et menneskeligt dilemma: Det er svært ikke at vælge den nemme løsning. Uanset hvad moralen siger.

Vil du opgive ferien i Thailand, hvis du ikke længere kan få rent drikkevand?
Så vi bør kæmpe for, at det klimaskadelige ikke er den nemmeste løsning. Vi bør gøre take away-mad langt dyrere end spise det på stedet, modsat af hvad der er tilfældet nu. Vi bør gøre klimabelastende varer markant dyrere. Vi bør indføre en C02-skat. Vi bør regulere trafikken, byggeriet og landbruget. Fortsæt selv listen.

Af og til tænker jeg på, hvad jeg ville være villig til at undvære, hvis bare klimaforandringerne ikke bliver værre, end de allerede er. Hvor meget af mit forbrug kunne jeg give afkald på? (Hvis vi nu laver det tankeeksperiment, der siger, at jeg faktisk har et valg.) Min mand ville sige, at jeg har en oplagt mulighed for at nedbringe CO2-udledningen i Danmark med adskillige procentpoint, hvis jeg tog kortere bade om morgenen. Jeg ELSKER lange, varme bade. Men hvis jeg fik kniven for struben, ville jeg sagtens kunne skære drastisk ned på dem. Hvis bare jeg fik lov til at beholde den verden, vi kender, for nu at parafrasere et socialdemokratisk slogan. Fik jeg kniven for struben, er der ikke særligt mange ting, jeg ikke ville kunne undvære. Fastfood, købekaffe, flyture, bilture, streaming. Det ville være småting i forhold til et beboeligt klima, rent drikkevand, rigeligt med mad, mulighed for lægehjælp, skolegang og arbejde. Og sådan er det vel for de fleste. Ville du ikke droppe ferien i Thailand, hvis valget stod mellem den og fødevaremangel? Sådan ER valget i virkeligheden, bare på lidt længere sigt.

Jow, we can!
De fleste er enige om, at noget skal gøres. Samtidig er de fleste klar over, at det er svært for den enkelte at træffe de rigtige valg. Så at handle og regulere i fællesskab, i hele klodens fællesskab, er den eneste vej frem.

Dette her kan lyde som et super moralsk debatindlæg, men er faktisk det modsatte. For jeg mener, at mennesket er umådelig tvetydigt. Lige så dovne og umoralske, vi kan være, lige så altruistiske, ansvarlige og opofrende kan vi også være – når vi står sammen og bruger vores fornuft. Vi kan godt, kære medsvin. Jow, vi kan! Når vi står sammen, kan vi skabe lige så store forandringer, som dengang en farvet mand blev USA’s præsident. Eller dengang kvinder fik stemmeret. Eller dengang demokratiet blev indført. Eller dengang stavnsbåndet og slaveriet blev ophævet. Forandringer er mulige, også de forandringer der virker allermest urealistiske. De er nemlig ikke urealistiske, når det enkelte menneske KAN forestille sig en anderledes verden. For så kan andre det nok også.

Jeg KAN forestille mig en verden, hvor vi står sammen mod klimaforandringerne. En verden, hvor CO2-udledningerne falder drastisk og snart går i nul. En verden hvor vi dæmmer op for de værste skadevirkninger af klima- og biodiversitetskrisen. Men vi SKAL stå sammen. Det nytter ikke at være individualister, når det handler om kloden.

Snart er der mulighed for endnu engang at vise politikerne, hvilken vej verden skal at gå. Den 6. maj indledes ”Vendepunktet”, en klimaoprørsuge arrangeret af blandt andet Extinction Rebellion. Jeg er selv medlem af Forfattere ser grønt, en gruppe forfattere, der kæmper imod klima- og biodiversitetskrisen. Vi støtter Extinction Rebellions arbejde og deltager selv i ”Vendepunktet”. Så kom ud på gaden sammen med os og afværg klimakrisen. Vi KAN nemlig godt.

Maja Lucas er forfatter og medlem af Forfattere ser grønt