I lørdagens udgave af Information skriver jeg til deres klumme Gid det var mig – et lille udsnit af en tekst, man ville ønske, man havde skrevet. Jeg har skrevet om Kjell Askildsens “En pludselig, frigørende tanke”.

Men til det sidste var jeg i tvivl, om jeg i stedet skulle skrive om Per Højholt. Så her en lille tekst om digtet “Månen forklaret”.

Månen forklaret

Haven vånder sig derude i sen sne.
For et sidste træt blik sortner
vejens spor, nattefrost jager som en gigt
i tyndskindede birke og plaget
hælder asken, skør i grenværket.
Jeg har slukket alt lys, fra rum til rum
går jeg og ser månen falde ind
på gulvene og fråde i køkkenvasken.
Kun ét lys er tændt, det pulserende røde
i den gamle Luxman-forstærker:
Huset dundrer: Hendrix i højt gear.

 

Per Højholt, fra Praksis 10: Manøvrer, 1993

 

Jeg elsker – naturligvis – Højholts sene digte. De er fulde af sansning, intellekt og humor, og de har et raffineret spil mellem metaforer og prosaiskhed. Dette digt har et ’romantisk’ billedsprog, men det er ambivalent, hvad der egentlig metaforiseres – er det naturen, der besjæles, eller mennesket, der udtrykkes i naturen? Ved første øjekast er det afgjort naturen, der er menneskelig; haven ’vånder sig’, og birketræerne har ’gigt’. Men jegets blik ’sortner’ og er ’træt’, hvorved vinterhaven også kan ses som et billede på jegets plagede tilstand. Efter disse billeder og deres næsten metriske rytmer, som jeg elsker at læse højt, skifter digtet stil: Det bliver en art performativ beskrivelse af, hvordan jeget går gennem huset og ser månelyset. Det slutter med det absolut ’kulturlige’, stereoanlægget. Tilsyneladende helt modsat digtets begyndelse. Men det, jeg særligt elsker ved Højholts digte, er spillet mellem digtenes titler og ’brødteksten’. Ofte udgør titlerne et ekstra betydningslag. Dette digt synes ikke i sig selv at ’forklare’ månen, men når titlen lægges ’oven i’, bliver sceneriet alligevel en slags begrundelse for månens eksistens: Vinterlandskabet, mennesketilstanden, anledningen til at høre Hendrix for fuld hammer.