Om litterær kvalitet
(trykt i Weekendavisen 26. januar 2018)
De seneste uger har litteraturredaktøren på denne udmærkede avis slået et slag for ’litterær kvalitet’. Senest i en polemik mod Mikkel Krause Frantzens kritik af, at litteraturpriserne domineres af Gyldendal og andre store forlag. Det er svært at være uenig i, at ’litterær kvalitet’ bør påskønnes. Men begynder man at tænke filosofisk over, hvad ’litterær kvalitet’ er, bliver man – i al fald jeg – svimmel.
Ud fra et filosofisk perspektiv er der mindst tre forskellige måder at se litterær kvalitet på: Som noget i bogen (værdiobjektivisme), som noget i læseren (værdisubjektivisme), og som noget i mødet mellem bogen og læseren (værdirelativisme).
At se ’litterær kvalitet’ som noget i bogen selv virker på mange måder indlysende. I dette perspektiv befinder den litterære kvalitet sig eksempelvis i bogens stil, opbygning, persontegning, billedsprog og syntaks. Perspektivet er ikke mindst indlysende – og nødvendigt – for forfatterne. Hvis jeg ikke troede på, at mine sætninger blev objektivt bedre, når jeg rettede dem, ville det være svært at bevare arbejdsglæden. Hvis jeg ikke inderligt troede på teksten i sig selv, tekstens egenhændige kraft, kunne jeg ikke være forfatter. Alligevel kan jeg som tænkende menneske ikke komme uden om de filosofiske problemer, der ligger i værdiobjektivismen. Alene det, at folk ofte er uenige om en bogs kvaliteter, er et problem for objektivismen, for så må det jo være (nogle af) læserne, den er gal med. Og hvem er så de ’rigtige’ læsere? Dansklærerne? Anmelderne? Forfatterne? Den ’almindelige læser’? Der er med andre ord gode grunde til at mene, at ’litterær kvalitet’ også har med læseren at gøre. Litteraten Michael Kienecker formulerer det (værdisubjektivistiske) standpunkt sådan: ’Alle værdidomme er subjektive i den forstand, at der altid ligger et subjektivt valg eller en subjektiv afgørelse til grund for dem, fordi ingen tvingende kan pålægge mig, hvad jeg skal kalde ”godt”’. Man kan sagtens diskutere en bog og ændre sin opfattelse af den, men selve kvalitetsbegrebet er, siger Kienecker, uvægerligt knyttet til en personlig dom. Man kan indvende, at det at kunne lide en bog ikke er det samme som, at denne bog besidder ’litterær kvalitet’, ligesom ens smag for skumfiduser eller spaghettiwesterns ikke nødvendigvis betyder, at de er sprængfyldte af kvalitet. Men det virker omvendt svært at tillægge noget, man SLET ikke kan lide, kvalitet. Det synes med andre ord nærliggende at kæde ’litterær kvalitet’ delvist sammen med læserens personlige dom. Men der kan naturligvis være grader af subjektivitet. For eksempel kan man godt forestille sig, at læserens vurdering af forfatterens psykologiske indsigt er kraftigt farvet af læserens psyke, mens læserens vurdering af eksempelvis et plot eller et rimskema i højere grad er ’objektiv’ eller almen. Denne position, forestillingen om at litterær kvalitet BÅDE har med bogen og læseren at gøre, er den værdirelativistiske. Ifølge denne forestilling er kvalitet hverken noget rent objektivt elle rent subjektivt. Man kan ikke hævde hvad som helst om en bog, men man kan heller ikke udelukke, at ens egne præferencer, skjulte eller åbenlyse, spiller ind på vurderingen. Den position forekommer mig den klogeste og i al fald den, som landets litteraturprofessionelle burde tage. En anmelder eller en prisuddeler skal, synes jeg, forsøge at vurdere værket så ’objektivt’ som muligt, men en anmelder er satangaleme også forpligtet på i det mindste ikke at udelukke, at vedkommendes dom kan være subjektivt farvet. Derfor synes jeg, at magtkritik som Mikkel Krause Frantzens er værd at lytte til, fordi den KAN være berettiget. Ikke at den ALTID er det, men den KAN være det. Hvis der eksempelvis kun er nomineret mænd til en stor litteraturpris, eller hvis der kun er nomineret forfattere fra landets største og mest pengestærke forlag, virker det nærliggende i det mindste at stille spørgsmålet. I de tilfælde trænger forestillingen om den ’rene’, litterære kvalitet gevaldigt til et kritisk eftersyn.
Seneste kommentarer